Det er et ensidigt kodeks for social adfærd og forventninger for mænd og drenge, at de skal behandle kvinder og piger som en gruppe med en særlig grad af omsorg og respekt, udelukkende fordi de er kvinder, og uden forventningen om en tilsvarende indsats, ydet af kvinder og piger mod mænd og drenge til gengæld.
Piger opdrages fra barndommen til at forvente et ensidigt sæt af ansvar og forpligtelser, som drenge og mænd har over for piger og kvinder, uden tilsvarende forventning om et gensidigt sæt af ansvar og forpligtelser til kvinder og piger i forhold til, hvordan de skal behandle mænd og drenge.
Mænd og drenge forventes at opføre sig som “gentlemen”, mens kvinder og piger kan opføre sig, som de vil, over for mænd og drenge. Mænd lærer “hvordan man behandler en kvinde,” men ikke hvad de skal forvente af en kvinde, mens kvinder lærer, hvad de skal forvente af en mand, men ikke “hvordan man behandler en mand.” Piger og drenge lærer fra tidlig alder, at “man ikke slår piger” og at det aldrig er i orden at slå en pige, men sjældent eller aldrig bliver piger fortalt, at de ikke må slå drenge eller at det aldrig er i orden at slå en dreng. Drenge lærer udtryk som “damerne først” og at de skal holde døren, trække stolen ud og åbne bildøren for kvinden. Drenge lærer at manden betaler på en date, bærer tunge ting og udfører de farlige, hårde og beskidte pligter for kvinden, da “det er mandens job”.
Mænd forventes at udføre opgaver, der er hårde eller uønskede, i stedet for kvinder. Disse opgaver er normalt en form for hårdt fysisk arbejde. Mænd får både direkte besked på at udføre hårdt arbejde i stedet for kvinder og lærer indirekte, at det er forkert for en kvinde at udføre arbejdet selv, hvis belastningen kan overføres til en mand. Det kan hævdes, at mænd frivilligt tilmelder sig sådant arbejde, eller at mænd selv er kilden til disse overbevisninger. Dog er mænd tvunget gennem en kombination af social bestikkelse og udskamning til at overføre belastning på sig selv.
For at tvinge mænd til at påtage sig hårdt fysisk arbejde hævder nogle kvinder, at de er ude af stand til at udføre en opgave selv og bruger udsagn som “Jeg kan ikke gøre det.” Dog er udsagnet “Jeg kan ikke gøre det” ofte en eufemisme for “Jeg vil ikke gøre det.” I mange tilfælde er en kvinde fuldt ud i stand til at fuldføre en opgave, men da det ville kræve en betydelig indsats, foretrækker hun ikke at gøre det. Det er mere ønskeligt at overføre belastningerne til en mand.
Dette svarer til at bruge en piccolo på et hotel. Selvom gæsterne selv er i stand til at bære deres bagage til deres værelse, vælger de ikke at gøre det, da piccoloen er til rådighed for at udføre arbejdet for dem. Mens piccoloer får løn for deres arbejde, bliver mænd tvunget gennem social bestikkelse og udskamning. Mænd forventes at blive en automatisk piccolo i en situation, hvor hårdt arbejde kan overføres til dem.
Et uddrag fra “The Worth of Women Wherein Is Clearly Revealed Their Nobility and Their Superiority to Men” lyder: “For ser vi ikke, at mænds retmæssige opgave er at gå ud og arbejde og slide sig selv ned i forsøget på at akkumulere rigdom, som om de var vores forvaltere eller administratorer, så vi kan blive hjemme som husets frue og lede og nyde fortjenesten af deres arbejde?” (Sidiqqi, 2021). Denne bog læses stadig i kønsstudier i dag.
Dette uddrag udtrykker eksplicit, hvad mange i samfundet implicit støtter. Overbevisningen om at mænd udnyttes til at udføre hårdt arbejde for kvinder som om de var deres tjenere eller slaver.
